Naturen i Aabenraa

 

Aabenraa Kommune rummer mange forskellige naturtyper bl.a. løv- og nåleskove, næringsrige og næringsfattige søer, vandløb der løber mod vest og mod øst, overdrev, enge, moser og varierede kysttyper.

Danmarks Naturfredningsforening i Aabenraa Kommune laver løbende guidede ekskursioner til udvalgte naturområder. Alle er velkomne og turene er normalt gratis.

 

En række links til naturen i Aabenraa Kommune

 

Aabenraa-skovene


Bålplads ved Vestersø i Rise Skov

Skovene omkranser næsten helt Aabenraa og dækker et areal på ca. 1.400 ha, hvoraf de ca. 1.060 ha er statsejet. De statsejede skove er fordelt på Jørgensgård Skov, der ligger øst for byen. Nørreskov, der ligger i den nordlige bydel. Rise Skov, Søst Skov, Langbjerg Skov og Hjelm Skov, der alle ligger vest for byen og til slut Sønderskov og Årup Skov som de sydligste.

  
Parti fra Sønderskov                                           Åbæk badestrand ved Jørgensgård Skov

De private skovarealer er fordelt på mange lodder og ejere. De mange levende hegn er med til at give landskabet et præg af megen skov. Skovene og fjorden giver Aabenraa By sin skønhed, men begrænser også byens udvidelsesmuligheder. Man ser derfor mange eksempler på bebyggelse og skov i tæt naboskab.

Dette kyst- og morænelandskab har altid været bevokset med skov, idet de stejle, lerede skrænter har været dårligt egnede til landbrugsmæssig udnyttelse. Derfor er næsten alle skovene oprindelige.

  
Kaptajn Bruhns bøg                                            Runddysse, Hjelm Skov

Kulturhistorie

Der knytter sig en rig kulturhistorie til skovene. Der er seks runddysser ca. midt i Søst Skov og syv i Langbjerg Skov, umiddelbart efter p-pladsen på Nymøllevej. I Hjelm Skov er der tre rundysser tilknyttet stien fra Hjelm Allé.
I Jørgensgård Skov finder du Kaptajn Bruhns bøg ved fjorden. Her lå tidligere en festplads, og mange har skrevet deres initialer i træet. Oldemors trappe i den vestlige del af Jørgensgård Skov, er rester af et gammelt stisystem fra 1800 tallet.
Kongehøjen i Hjelm Skov er efter sagnet det sted, hvor Valdemar Sejr gik i land med Dannebrog efter Estlandtogtet i 1219. Højen er etableret i 1850erne efter 3-årskrigen. Hjelmhaverne - Danmarks ældste kolonihaver - ligger lige før skoven ved p-pladsen  på Hjelm Allè.

   
Lejrplads ved Von Bergens Eg                              På mountainbike i Aabenraaskovene

Ophold i naturen

Primitive overnatningspladser findes i Sønderskoven ved Von Bergens Eg og ved fjorden i Jørgensgård Skov, sidstenævnte er kystnær og velegnet til den sejlende.
Grill- og bålpladser findes ved Åbæk badestrand i Jørgensgård Skov, ved Vestersø i Rise Skov, ved Kongehøjen i Hjelm Skov, ved p-pladsen Årup Skovvej i Årup Skov og i tilknytning til den primitive overnatningsplads ved Von Bergens Eg i Sønderskov.
Løberuter findes i Hjelm Skov og er på henholdsvis 2,5 km og 3,5 km.
Mountainbikerute i Hjelm Skov ved Enemark og Sdr. Hesselmark findes en 8 km lang afmærket rute.
Fri teltning. I Årup Skov er der fri teltning, dvs. man må overnatte overalt, bortset fra indhegninger og på fortidsminder.
Læs mere om reglerne her.
Hundeskov . Nørreskov er udlagt som hundeskov, her kan hunden gå frit, sålænge den er under kontrol.
Skovlegeplads. I Hjelm Skovs østlige del.

 

  •