Stil krav til import af soja nu

Behovet for soja i den danske svineproduktion påvirker miljøet både i dyrkningslandet og i Danmark. Derfor må de danske politikere forholde sig til, hvor stor en svineproduktion miljøet kan bære.

11. april 2013

Kravene til import af soja skal være langt skrappere, end de er i dag, mener  Danmarks Naturfredningsforening. Dyrkning af soja i Sydamerika er medvirkende til fældning af regnskov og oppløjning af savanneområder, og den giver alvorlige sundhedsproblemer for lokalbefolkningen.

”Men vi bliver også nødt til at se åbent på, om vi i det hele taget skal importere så meget soja, som vi gør, når vi nu kan se, hvilke konsekvenser det har for natur, klima og folkesundheden”, siger Thyge Nygaard, Landbrugspolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.

Århus Universitet har offentliggjort en rapport om den danske import af soja til foder, og den fortæller, at det er et stort, sort fodaftryk vi her afsætter i Sydamerika. Så selv om vi bryster os af en effektiv svineproduktion i Danmark, som belaster miljø og klima mindre end svineproduktion gør andre steder i verden, så bliver dette helt uden betydning, når vi ser på, hvordan en vigtig råvare til svineproduktionen, sojaen, bliver produceret.

Handling?

”Det er da glædeligt, at landbruget og dets virksomheder nu vil begynde at stille krav til produktionen af soja, men vi vil gerne se handling, før vi løfter armene”, fortsætter Thyge Nygaard. ”Det vi hører er, at landbruget kun vil købe certificeret soja fra et areal svarende til Langeland. Det er helt utilstrækkeligt, når vi importerer soja fra et areal svarende til Sjælland, og jeg tror ikke den danske forbruger vil synes, at det er i orden at sige, at sojaen nu er bæredygtig, når det kun er 3-4 %, som er certificeret”, siger Thyge Nygaard.

”Men selv om 100 % af sojaen bliver certificeret, vil det ikke løse alle problemer. Certificering forhindrer ikke rydning af regnskov og opdyrkning af savanne. Så vi må spørge os selv, om vi virkelig skal have en større produktion af svin, som der på det seneste har været ønsker fremme om. For vil vi det, vil det kun øge presset på naturen. I stedet burde vi finde ud af, hvor stor en produktion vi i det hele taget kan have på basis af det danske landbrugsareal, ligesom vi i langt højere grad bør finde proteinkilder, som vi selv dyrker, på en bæredygtig måde”, slutter Thyge Nygaard.

For yderligere oplysninger kontakt landbrugspolitisk medarbejder Thyge Nygaard

Tlf.:31 19 32 55 tny@dn.dk


Støt Danmarks Naturfredningsforening
SMS natur50 til 1999 – du giver 50 kr. + alm. SMS-takst

 

Ta' naturens parti

Støt DN's arbejde – for dyrenes, naturens og ikke mindst din egen skyld.

Bliv medlem