Nordjyde ny topfigur i Danmarks Naturfredningsforening

Ved weekendens repræsentantskabsmøde i Danmarks største grønne organisation valgtes Thorkild Kjeldsen fra Vodskov ved Aalborg til ny vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening.

62-årige Thorkild Kjeldsen har siddet i foreningens forretningsudvalg i 13 år, været samrådsformand i Nordjylland i 17 år og er tillige formand for DN Aalborg. Han gennem en årrække blandt andet være en markant skikkelse i arbejdet for at sikre havets beskyttede naturområder mod eksempelvis muslingeskrab.

- Netop nu har vi flere potentielt afgørende indsatser i gang for naturen. Vi har en Natur og Landbrugskommission, hvis anbefalinger kan ændre den nuværende helt uholdbare kurs, som landbrug og natur er ude på. Der skal vi ind og presse på. Vi har en Naturplan Danmark på vej. Her skal vi præge indsatsen og blandt andet få opstillet bindende målsætninger. Og så har vi arbejdet med natur og vandplanerne. Her skal Danmarks Naturfredningsforening være med til at sikre, at vi for alvor for ryddet op i forureningen med kvælstof og sprøjtegifte, siger Thorkild Kjeldsen.

Privat bor Thorkild Kjeldsen i Vester Hassing med sin kone og arbejder til dagligt som lærer i den lokale folkeskole og leder af skolens Pædagogiske Service Center. Men naturen fylder også meget:

- For mig er Danmarks Naturfredningsforening den vigtigste aktør, når det gælder naturbeskyttelse her i landet og takket være vore mange medlemmer og saglige tilgang til udfordringerne, lyttes der til os. Sammen med glæden ved naturen har det været en væsentlig drivkraft og medvirkende til, at jeg - som mange hundrede andre frivillige - gerne bruger min fritid i arbejdet for naturen, siger Thorkild Kjeldsen, der skal arbejde skulder ved skulder med foreningens præsident gennem tre valgperioder, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Thorkild Kjeldsen afløser Poul Hald Mortensen som vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening og er valgt for en treårig periode.

- Jeg er vokset op i og med den nordjyske natur og den betyder meget for mig. Som vicepræsident vil jeg selvfølgelig arbejde for naturen overalt i Danmark og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, siger Thorkild Kjeldsen.

For yderligere oplysninger:
Thorkild Kjeldsen, vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening,
på 98 25 72 98 eller Vibeke Lyngse, kommunikationschef i Danmarks Naturfredningsforening på 23 41 45 42

 


Thorkild Kjeldsen afløser Poul Hald Mortensen som vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening og er valgt for en treårig periode.