Lock-out ramte børn samler affald i naturen

I dag åbnede den årlige affaldsindsamling, og ugen igennem vil titusindvis af børn fra 1100 skoler og institutioner over hele landet samle affald i naturen. Danmarks Naturfredningsforening opfordrer forældre, idrætsledere og andre, som hjælper med at passe lock-out ramte skoleelever til at hoppe med på affalds-vognen og arrangere en hurtig forårsrengøring i naturen.

15. april 2013
Det er syvende gang, at Danmarks Naturfredningsforening inviterer børn fra skoler, børnehaver og fritidshjem til at være med til forårsrengøring i naturen. 56.000 børn landet over har taget imod invitationen, og omkring halvdelen af de tilmeldte er skolebørn, som måske på grund af lock-outen mangler en lærer at samle affald ind sammen med.

Det syntes Carsten Pedersen fra Holstebro er synd for børnene, så han arrangerede sammen med den lokale idrætsforening, den lokale afdeling af naturfredningsforeningen og den lokale borgerforening en lyn-affaldsindsamling for de ældste elever fra Mejrup Skole i Mejrup Kirkeby lige udenfor Holstebro. Tirsdag morgen kl. 8. får børnene udleveret vest og affaldsposer, og et kort over det område, de skal samle affald i.

- Jeg er jæger og løber og kommer selv meget i naturen, og jeg kan jo se, hvor meget affald, der ligger og flyder derude. Det er oplagt at bruge nogen af de ledige hænder, der er i disse uger til et godt formål, og det håber vi også at forældrene synes, siger Carsten Pedersen.

I Danmarks Naturfredningsforening glæder affaldskampagens leder Ole Laursen sig over Carsten Pedersens initiativ og opfordrer andre, som står med en flok lock-out ramte skoleelever til at tage en hurtig beslutning om at være med og arrangere sin egen affaldsindsamling.

-Man kan sagtens nå, at være med. Det kræver bare en rulle affaldssække og tøj, der passer til vejret at komme i gang. Alt den information, man skal bruge for at arrangere sin egen affaldsindsamling, ligger på vores hjemmeside, så det er meget enkelt at tage en flok børn med ud og samle skrald, siger Ole Laursen.

Resultaterne samles
I løbet af de næste uger samles resultaterne fra alle landets indsamlinger og samles på websiden www.dn.dk/affaldsindsamling, hvor man også kan læse om nogle af de mere mærkværdige ting, børnene har fundet tidligere år.

Der er tilmeldt 1100 institutioner og skoler fra hele Danmark. Indsamlingen er for både skoler, institutioner og helt almindelige danskere. Børnene samler ind mandag til fredag i denne uge, og søndag den 21. april er det familier og andre privatpersoner, som skal ud med skralde-sækken. Omkring 23.000 danskere forventes at deltage i søndagens affaldsindsamling.

Materiale til at arrangere en affaldsindsamling kan findes her.

Affaldsindsamling 2013 støttes af Politiken og Sodastream.
 

 

 


Støt Danmarks Naturfredningsforening
SMS natur50 til 1999 – du giver 50 kr. + alm. SMS-takst

 


SKOVSVIN: Børnene  fra naturbørnehaven Børn og Miljø i Gentofte, var heldigvis ikke ramt af lock-out, da de mandag sammen med  tv-vært Felix Smith - klædt ud som skovsvin -  åbnede årets affaldsindsamling.

Kontakt medlemsservice

Har du spørgsmål om medlemskab, som du ikke finder svar på her, så kontakt medlemsservice på tlf. 39 17 40 40 (man-torsdag 10-15, fredag 10-14) eller på mail medlemsservice@dn.dk