Vild natursøndag for hele familien

Jagten går ind på de gode naturoplevelser i dag. Naturens Dag skal fejres, og over hele landet byder spændende arrangementer børn og voksne velkommen i skoven, på stranden og andre steder i den danske sensommernatur.

8. september 2013

I dag er Naturens Dag og kulminationen på en hel uge med naturarrangementer. 103.000 børn fra mere end 2000 skoler og daginstitutioner har prøvet kræfter med skovparkour, fiskeri, bueskydning og meget andet under årets tema, ’Vild med Naturen’.

I dag er det så familiernes tur. Omkring 250 spændende og forskellige arrangementer fordelt over hele landet lokker med naturoplevelser for enhver smag. Man kan blandt andet komme på tur til en øde ø i Horsens Fjord, lave og afprøve sin egen fiskestang i Rudersdal eller teste sine færdigheder med bue og riffel ved Hald Sø nær Viborg. Der er også havkajak, svampeture og geocaching - og meget, meget mere.

Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedag for naturoplevelser, og formålet med dagen er at få voksne og specielt børn mere ud i naturen. En undersøgelse, som Gallup lavede for Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet tidligere på året, viste nemlig, at kun hvert fjerde barn dagligt kommer ud i naturen. Kun lidt over hver tredje er i naturen flere gange om ugen. Og det er vel at mærke i sommerhalvåret.

Arrangørerne regner med, at i alt omkring 70.000 danskere deltager ved arrangementerne på Naturens Dag. Læs mere om mærkedagen og se et kort med alle dagens aktiviteter på www.naturensdag.dk

 

 

 

 

 

Leg i skov
Naturen er verdens bedste legeplads. Søndag den 8. september afholder Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet Naturens Dag, og 70.000 danskere ventes at deltage i arrangementerne landet over. Foto: Carsten Snejberg

Fakta om Naturens Dag

Naturens Dag er en årlig mærkedag for naturoplevelser, som har eksisteret siden 2004. Den arrangeres i et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.

Dagen fejres den søndag den 8. september, men i hele ugen op til er der aktiviteter for børn fra skoler og institutioner.

I 2012 bød dagen på over 210 arrangementer over hele landet, og i alt deltog 165.000 mennesker i løbet af ugen.

Læs mere på naturensdag.dk

Kontakt

Ole Laursen
Funktionsleder for Frivillige, Børn & Unge

23 44 12 19
ola@dn.dk