Sultne køer som naturplejere

Man lejer et par køer. Lader dem græsse på et areal nær sin bolig. Og når sommeren er omme, er man sikret lækkert kød fra græssende køer. Kogræsserforeningerne spirer frem i Danmark, og selv kommunerne fået øjnene op for det smarte ved køer på græs.

11. september 2013

De såkaldte kogræsserforeninger har mange fordele, og køer bliver en del af naturplejen flere og flere steder. Det skriver Danmarks Naturfredningsforenings medlemsavis Natur & Miljø.

Princippet bag de omkring 75 kogræsserforeninger i Danmark er, at en samling mennesker med en fælles interesse for at pleje et naturområde eller for at følge kødet fra jord til bord, går sammen om at lease køer af en landmand.

Begge parter vinder på aftalen. Medlemmerne af foreningen får plejet deres naturareal og er sikret forkøbsret på kødet. Landmanden får mulighed for at fordele sine dyr ud over flere arealer i lokalområdet, hvis han ikke selv har et, som er stort nok.

Ikke kun private

Selvom kogræsserforeningerne på ingen måde kan redde alle de heder, enge og overdrev, som mangler pleje, så er det alligevel et skridt på vejen, fortæller Nick Leyssac fra Danmarks Naturfredningsforening, som er med til at hjælpe kogræsserforeninger i gang.

Det er nemlig ikke kun private, som har fået øjnene op for fidusen. Også landets kommuner er begyndt at lease køer til at pleje kommunale naturarealer, fortæller han.

- Det er en billig og nem måde for kommunerne at få plejet deres naturarealer på. De har måske nogle engangsudgifter til at stille hegn op, men ofte hjælper kogræsserforeninger også med det. Omvendt sparer medlemmerne udgifter til hegning, som kan være en meget stor udgift for en lille kogræsserforening, siger han.

Læs mere om kogræsserforeninger

Køer på græs
GRÆSNING: Kogræsserforeninger bliver mere og mere populære, og alle parter vinder på aftalerne. Også køerne.

Kontakt

Nick LeyssacNick Leyssac
nl@dn.dk
31 19 32 50