Stem sprøjtegiften ud med indkøbskurven

Syv af ti stykker konventionelt dyrket frugt på det danske marked indeholdt rester af sprøjtegift i 2012. Og det gjorde hver tredje konventionelt dyrkede grøntsag også. Det viser Fødevarestyrelsens årlige stikprøvekontrol for 2012.

22. januar 2014

Der er generelt flere fund af sprøjtegiftrester i frugt end i grønt og flere fund i udenlandsk end i dansk produceret frugt og grønt. Det får fødevareminister Dan Jørgensen til at glæde sig over, at ’dansk frugt og grønt klarer sig så godt i sammenligning med udenlandske konkurrenter’ og ’at det sætter en streg under den fødevaresikkerhed, der for mig at se er blevet et dansk varemærke’.

Eksperterne på DTU Fødevareinstituttet mener heller ikke, ’at de aktuelle fund giver anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder’. Fødevarestyrelsen opfordrer derfor fortsat forbrugerne til at spise frugt og grønt dagligt.

Økologi er det sikre valg

Men i Danmarks Naturfredningsforening undrer man sig og opfordrer politikerne til at vende mærkningen og forbrugerne til at træffe det sikre giftfrie valg – økologiske fødevarer.

- Udviklingen går simpelthen den forkerte vej. Der er flere og flere fund af sprøjtegift i den danske frugt. Og forskellen mellem dansk og udenlandsk frugt var i 2012 relativt lille, siger landbrugspolitisk medarbejder i DN, Rikke Lundsgaard og tilføjer:

- Vi undrer os over, hvornår vi kan forvente at se en effekt af regeringens sprøjtemiddelstrategi. Eksperterne mener ikke, at vi skal være bekymrede for vores sundhed, men forsat spise vores 600 gram frugt og grønt om dagen. Men for at undgå sprøjtegift i vores mad, har vi tidligere foreslået, at vi mærker den sprøjtede frugt i stedet for den giftfrie, som vi mærker i dag. Mens vi venter på politikerne, kan man som forbruger tage sagen i egen hånd og vælge økologisk frugt og grønt. Det er det sikre valg, hvis man vil undgå sprøjtegift. Det er den enkeltes mulighed for at stemme sprøjtegiften ud med indkøbskurven.

Også økologerne undrer sig

- Det er bekymrende, at der er giftrester i hvert andet stykke ikke-økologisk frugt og grønt. Og at andelen af ikke-økologisk frugt og grønt med giftrester er stigende for såvel danske og udenlandske varer. Nul giftrester burde være målet for enhver fødevareproducent, siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening.

Han finder det også overraskende, at ministeren roser dansk konventionel frugtavl for resultaterne, når rapporten viser, at andelen af dansk frugt med giftrester er steget 50 procent.

Fødevarestyrelsen: Dansk frugt og grønt har færrest sprøjtemidler

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Sprøjtegift-Økologi
Sprøjtegift. For at undgå sprøjtegift i vores mad, foreslår Danmarks Naturfredningsforening at vi mærker den sprøjtede frugt i stedet for den giftfrie, som vi mærker i dag.

Fakta

  • Andelen af dansk konventionelt producerede grøntsager med giftrester steg fra 9 % i 2011 til 12,4 % i 2012. Til sammenligning blev der fundet giftrester i 49,6 % af grøntprøverne fra EU-lande og i 36,4 % af prøverne uden for EU.
  • Andelen af dansk konventionelt produceret frugt med giftrester steg fra 39 % i 2011 til 58 % i 2012. En stigning på næsten 50 %. Til sammenligning fandt Fødevarestyrelsen giftrester i 69 % af frugtprøverne fra andre EU-lande og i 74 % af prøverne fra lande uden for EU.
  • Der blev kun fundet rester af sprøjtegifte i tre af 217 økologiske prøver, svarende til 1,4 %. Kun i et enkelt tilfælde - en appelsinjuice fra udlandet - blev det på baggrund af indholdet vurderet, at økologireglerne om brug af sprøjtegift var overtrådt.
  • Pesticidrapporten ’Pesticidrester i fødevarer2012’ omfatter 2.497 prøver fordelt på 160 fødevarer. Der er analyseret for 290 forskellige stoffer, som dog ikke er alle de sprøjtegifte, der anvendes.

Kontakt

Rikke LundsgaardRikke Lundsgaard
Landbrugspolitisk medarbejder i DN

23 20 30 07
rl@dn.dk