Tjek din lokale fredning

Få en god naturoplevelse og gør en forskel for et fredet naturområde. Danmarks Naturfredningsforening inviterer naturglade danskere til Fredningstjek fra maj måned.

Siden projekt Fredningstjek begyndte i 2011, er mere end 70 fredninger blevet gennemgået af frivillige for at undersøge fredningernes tilstand. Nu er 100 fredninger blevet udpeget til fredningstjek, og Danmarks Naturfredningsforening inviterer naturglade danskere til at gå en tur igennem et fredet område og dermed komme tættere på de fredede naturperler i Danmark.

- Naturen er afhængig af lokale øjne, der kender lokalområderne. Vi håber, danskerne vil hjælpe os med at tjekke endnu flere fredninger i 2016 og på den måde bidrage til at værne om vigtige danske naturperler, siger Kate Skærbæk, fredningsmedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.

Hvad kan et fredningstjek?

Et fredningstjek går ud på at gå en tur med en rute efter eget valg igennem et fredet naturområde. Fredningen skal kigges efter i sømmene, ikke med en tættekam, men på et overordnet plan, for at undersøge, om fredningen stadig lever op til det formål, der i sin tid fik den fredet. Fredningen bliver målt på flere parametre. Er udsigten groet til? Bliver fredningen plejet? Er området fremkommeligt, og er stierne i god stand? Det handler i bund og grund om at sikre, at fredningen stadig er en reel fredning til gavn for naturen og til glæde for de besøgende.

100 fredninger

Fredningerne er udvalgt over hele landet og er samlet i bogen Danmark Dejligst, som Danmarks Naturfredningsforening udgav i 2011 på 100 års jubilæet for foreningens virke.

- De 100 fredninger er naturskønne perler, der byder på gode naturoplevelser, men vi ved ikke nok om fredningernes tilstand, oplyser Kate Skærbæk. Derfor beder vi om hjælp til at få undersøgt fredningerne ud fra nogle retningslinjer og en udførlig vejledning, som alle, der vil hjælpe, kan være med på, fortæller Kate Skærbæk.

Frivillige spiller en stor rolle

- Det er tanken, at selve tjekket af de pågældende fredninger, skal gennemføres af frivillig arbejdskraft. - Kun med en aktiv medvirken fra naturinteresserede danskere, kan vi nå målet om at gennemgå 100 fredninger i 2016. De frivillige spiller en vigtig rolle, og uden dem kan vi ikke gennemføre projekt Fredningstjek, siger Kate Skærbæk og understreger, at alle naturinteresserede danskere er velkomne til at være med.

Kan alle være med?

Det kræver ikke en særlig uddannelse eller kendskab til natur at tjekke en fredning.

Det vigtigste er interessen for naturen, landskabet eller historien i fredningen – og så lysten til at gå en selvvalgt tur igennem en fredning. Du kan tage naboen, familien eller vennerne med. Som Fredningstjekker modtager du en udførlig vejledning og kortmateriale fra Danmarks Naturfredningsforening, så det er lige til at gå til.

- Har du lyst til at tjekke en fredning, så kontakt os allerede i dag, siger Kate Skærbæk.

Hun forventer nemlig at sende de første fredningstjekkere af sted i maj måned og lover samtidig en god oplevelse.

Læs mere og kontakt DN 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus


FREDNING.
Gl. Lejre

100 Fredninger

Danmark Dejligst

100 spændende historier om danske naturfredninger ledsaget af 100 dejlige fotografier.

Køb bogen i vores netbutik

Kontakt

Kate Skjærbæk
Projektleder for Fredningstjek

31 19 32 82
ksr@dn.dk