Danskerne: Lidt gift i vandet er lidt for meget

To ud af tre danskere mener ikke, det er i orden, at der er rester af sprøjtegift i drikkevandet, selvom det er under myndighedernes grænseværdier. Det viser en meningsmåling fra TNS Gallup, samtidig med at man gør flere og flere fund af giftrester i grundvandet.

26. februar 2014

Vi vil ikke drikke vand med rester af sprøjtegift. Heller ikke, selvom indholdet er under grænseværdierne for, hvad myndigheder anser for acceptabelt. Det viser en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Danmarks Naturfredningsforening.

Undersøgelsen er gennemført blandt 2686 voksne danskere, og af de adspurgte svarer 63 procent, at det slet ikke er i orden med rester af sprøjtegift i drikkevandet.

- Det viser meget tydeligt, at danskerne vil have rent drikkevand og ikke nøjes med vand med lidt gift. Giftrester hører ikke hjemme i vores dyrebare grundvand, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Ikke desto mindre sker der i alle jordlag flere og flere fund af sprøjtegift under grænseværdierne. I 2002 blev de fundet i 18 procent af prøverne - i 2012 var det steget til 30 procent.

Det kan man se i den nyopdaterede udgave af Danmarks Naturfredningsforenings statistiksamling ’Sådan ligger landet – tal om landbruget’, som blandt andet baserer sig på tal fra forskningsinstitutionen GEUS' 2013-rapport om den danske grundvandsovervågning.

Etisk problem

Meningsmålingen viser, at kvinderne er de mest bekymrede. 69 procent af dem svarer, at det ikke er i orden med giftrester i vandet. For mændene er tallet 56 procent, og samlet har syv procent svaret ’ved ikke’.

Philippe Grandjean, som er professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet, mener, det er fornuftigt, at forbrugerne er imod, at de ufrivilligt udsættes for giftstoffer.

- Selvom vi i dag ikke kan dokumentere nogen risiko ved de små koncentrationer i drikkevandet, er det høj grad et etisk problem, at der bruges farlige stoffer, som den almindelige dansker ikke kan undgå at få i kroppen, siger han.

I 2012 blev der fundet rester af sprøjtegift i 24 procent af de undersøgte drikkevandsboringer, og af disse var fire procent endda over grænseværdierne. Derfor mener man hos Danmarks Naturfredningsforening, at grundvandet skal beskyttes langt bedre.

- Sprøjtegifte er årsag til rigtig mange forureninger af drikkevandet og mange lukkede boringer. Derfor er det på høje tid at forbyde brugen af dem der, hvor grundvandet dannes og indvindes, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Bred enighed

TNS Gallups undersøgelse er gennemført i november og viser, at modviljen mod giftresterne i vandet er størst blandt de røde vælgere. 72 procent af S, R, SF og Enhedslistens vælgere vil ikke have rester af sprøjtegift i drikkevandet, selvom det er under grænseværdierne.

Men også blandt blå bloks vælgere er man i høj grad betænkelige. Af Venstres, Konservatives, DF’s og Liberal Alliances vælgere siger 56 procent klart nej til rester af sprøjtegift i drikkevandet, mens kun 37 procent accepterer mindre mængder.

- Det er et klart signal til politikerne i begge sider af folketinget om, at danskerne ønsker, at der bliver gjort mere for at passe på den enestående og gratis naturressource, som vores grundvand er, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Læs 'Sådan ligger landet'-publikationerne her

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Det har vi spurgt om

"I 2011 blev der fundet rester af sprøjtegift i mere end hver femte drikkevandsboring, men i det vand, som vandværkerne sender ud til forbrugerne, er rester af sprøjtegift under grænseværdierne for, hvad myndighederne anser for skadeligt.

Er det i orden, at der kan være rester af sprøjtegifte i drikkevandet, så længe det er under grænseværdierne?"

Grænseværdier

Kontakt

Ella Maria Bisschop-LarsenElla Maria Bisschop-Larsen
Præsident i DN

20 40 23 10
emb@dn.dk

Kontakt

Bente WillumsenBente Villumsen
Miljøpolitisk
medarbejder

40 97 32 43
bv@dn.dk