Vores arrangementer set med jeres øjne


:: Naturguide kursus 1 ::

Lørdag den 7. Marts tog 4 unge aktive medlemmer fra studenterafdelingen til dyreparken lige syd for Middelfart, for at deltage i den første af fire naturguide kurser for at kunne blive uddannede naturguider. Daniel beretter således om dagen.

"Det har været en utrolig spændende dag, med mange forskelligartede inputs. DN gør rigtig meget for sine
aktive medlemmer og det er altid dejligt at være sammen med ispirerende ligesindede. Det giver os mulighed for
at lære og samle erfaring - både af hinanden og fra dygtige oplægsholderer.
Kurset i dag, handlede om forskellige teknikker til at blive en bedre fortæller, så man kan fortælle den gode historie
der griber og fanger modtageren. I starten kan det virke vildt grænseoverskridende at skulle tale og være "fortæller-agtig"
over for fremmede mennesker,men opgaven virker meget mere overskuelig og ikke mindst sjov, med nogle af de praktiske
værktøjer i bagagen, som vi fik her i dag.
For rigtig at kickstarte kurset var den altid dygtige fortæller: Hans Laurens, inviteret til at berige os med nogle af de
fortælle-teknikker han anvender. Det var utroligt at føle hvordan alle (mig selv inkl.) sad tryllebundet og nøje lyttede
med, mens den ene af Hans' mange røverhistorier efter den anden fra "Det vilde Vesten" spredte sig omkring os.
Der kan man lære noget og man må sige den mand behersker nogle simple men utroligt effektive redskaber til at indfange
sin lytter.
En sjov, anderledes og helt speciel begivenhedsrig dag, der virkelig havde meget at byde på! - og så i rigtigt forårsvejr "

:: Hytteturen 2014 ::

Lørdag den 2. Februar til søndag den 3. mødtes aktive fra DN’s fire studenterafdelinger til det årlige fællesmøde. Formålet med disse møder er først og fremmest at styrke sammenhold og samarbejde mellem studenterafdelingerne, men samtidig også at skabe et forum, hvor erfaringsudveksling og ideudvikling kan finde sted. En af deltagerne beretter således om turen:

"Efter en lang, men underholdende rejse, ankom SA Aalborgs repræsentanter til spejderhytten i Bjert og mødtes med de omkring 15 ligestillede unge ildsjæle, fra hhv. SA Aarhus, SA Odense og SAK. Efter deltagerne havde fået stillet den værste sult med lækre hjemmebryggede hotdogs, tog vores egen lille sociolog-Rose teten og påbegyndte hendes i-god-tid-velforberedte socialrealistiske underholdning - der blev løget og røbet og grint og grædt, til vi alle kunne betragte hinanden som en stor økofamilie.

Efter løjerne kunne deltagerne læne sig tilbage og lade sig inspirere af et yderst skarpt oplæg om synlighed og PR efterfulgt af en workshop, hvor de kreative idéer for alvor fik frit spil. ”Hvorfor ikke smide en lort i et glas vand for at synligøre problemerne med forurening af Danmarks grundvand?” foreslog en af forsamlingens mere originale typer til alles store fortvivlelse. ”Ak, den tosse bliver da heller aldrig klogere” sukkede hans afdelingsfælder for sig selv.

Dagen blev afsluttet på idyllisk manér med en tiltrængt gåtur i dagens sidste solstråler. Til lyden fra vinterfuglenes sang og bækkens rislen drog de fremmødte gennem skoven, indtil de stod ved den delvist tilfrosne Kolding Fjord. Flokken dvælede ved det guddommelige syn, men efter en tid vandt fornuften og de unge måtte indse, at det var på tide at vende hjem til hytten og en lækker portion linsesuppe – tænk engang at vegetarisk mad kan smage så godt… Efter et enkelt glas vin, lidt humle, svinedokumentar og sågar en omgang crossfit var selskabet endelig klar til at gå til ro. Friske og veludhvilede dagen derpå indtog deltagerne de lækreste delikatesser anrettet på et intet mindre end overdådigt morgenbord og drog ud på endnu en solrig gåtur, før de med tårer i øjnene sagde farvel til hinanden og drog hver til sit mod nord, syd, øst og vest"