Naturen får en forårsrengøring

Danmarks Naturfredningsforening brænder gamle, tørre græsser af for at give plads til en mere fin og forskelligartet vegetation. Afbrænding er en næsten glemt metode til at pleje græsningsarealer, der er groet til. Se billeder fra forårets afbrænding i Furesø.

19. marts 2014

I det tidlige forår, inden dyrene og insekterne kommer frem, er afbrænding en god metode til at naturpleje de gamle overdrev som her på Flyvestation Værløse.

Den 13. marts i år efter en uges tørvejr og nøje instrukser og med de rette eksperter gik DN Furesø og Skovskolen i Nødebo i gang med at afbrænde to arealer efter aftale med Naturstyrelsen, Kommunen og brandmyndighederne.

Elever fra Skovskolen kontrollerede ilden med branddaskere - metalvifter på lange skafter - og slukkede ilden, hvis den bredte sig for vidt. Se billederne her for, hvordan en afbrænding foregår. 


Det første brandbælte tændes. Dernæst brændes arealet skive for skive. 


To overdrev brændes af på en størrelse af til sammen fire foldboldbaner.


Det ser voldsomt ud, men er under fuld kontrol fra start til slut.


Branddasker sørger for at ilden slukkes nøjagtigt, hvor det er aftalt.


I forgrunden ses enkelte tørre strå, der ikke er brændt af den hastigt fygende ild. Træer bliver knapt berørt.


Efter afbrændingen tjekkes efter at ingen gløder ligger og ulmer. 1. april 2014 er dette afsodede landskab fint lysegrønt.

Fotograf: Alf Blume

Se flere billeder fra afbrændingen af Flyvestation Værløses overdrev

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Fakta om afbrænding som naturpleje

Inden for de sidste par år er afbrænding kun blevet brugt få steder i hovedstadsområdet som naturpleje, men nu vokser interessen for metoden. I vores skandinaviske søsterlande er afbrænding mere almindeligt. Afbrænding er nænsomt, fordi ilden fjerner alt det, der skal væk på en hurtig og næsten umærkelig måde i forhold til maskinel pleje.

Varmen stiger til vejrs, og få cm nede i jorden kan varmen end ikke registreres. Ved at afbrænde tidligt om foråret er mus og firben stadig nede i deres huller i jorden, og insekterne er ikke fremme endnu.

Græsset er tørt, og branden løber hastigt hen over jordoverfladen og efterlader sort aske, der regner og blæser væk på kort tid. Kvælstoffet i det døde græs, som ellers ville gøde jorden, er brændt af og efterlader en næringsfattig jord, som de vilde blomster og urter bedst kan lide. Dertil kommer der nu lys og luft, så de nye vækster ikke skal kæmpe sig igennem gammelt vissent græs og tørre stængler.

Livet på græsningsarealerne
Når et overdrev får lov at gro til, forsvinder levesteder for en mangfoldighed af insekter, planter og svampe, og det kun er de store og grove planter, der er tilbage - med langt mindre biodiversitet til følge.

En del insekter, der er afhængige af næring fra blomster og urter, forsvinder, når føden ikke længere findes på overdrevet. Og når insekter og sommerfuglene udebliver, forsvinder fødegrundlaget for markfirben og andre dyr. Det tilgroede overdrev bliver dermed et monotont græsareal med et meget begrænset dyre- og insektliv.

Kulturlandskab har brug for pleje
Naturtypen overdrev er i de fleste tilfælde menneskeskabte og er opstået ved rydning og græsning af tidligere skovklædte arealer. Det kan også være skråninger, der har været umulige at opdyrke og derfor er blevet brugt til græsning af kvæg og husdyr.

Når det gamle tørre og tætte græs fjernes, og der skabes lys og luft, så vælter de sjældne og fine blomster bogstaveligt talt op af jorden. Det kræver vedvarende naturpleje, som kvæg og husdyr tidligere stod for ved afgræsning af heder, enge og som her – overdrevet, der ellers langsomt gror til.

Læs mere om naturpleje