DN ros til Coops stop for salg af sprøjtegift

Slut med sprøjtegift på hylderne i Brugsen og Kvickly. FN’s Verdens Vanddag fejres i år blandt andet ved, at Coop markerer stop for salg af sprøjtegift i sine butikker. En beslutning som glæder Danmarks Naturfredningsforening.

22. marts 2014

Coop går forrest i dagligvarehandlen med sit stop for salg af sprøjtemidler. Beslutningen har betydning for beskyttelsen af vores drikkevand, da sprøjtemidler siver ned i jorden og kan forurene grundvandet.

- I Coop vil vi gerne påvirke til, at private husstande ikke bruger gift for at få en smuk have. Der findes mange gode og effektive grønne haveråd, som gør brug af sprøjtemidler overflødige. Vi går derfor nu hele vejen og stopper salget af alle produkter, der bruges mod ukrudt. Det gælder også Roundup og plænerens, siger Anna Lise Mortensen Grandjean, ansvarlighedsdirektør i Coop i en pressemeddelelse.

Godt for både grundvand og natur

Danmarks Naturfredningsforenings præsident Ella Maria Bisschop-Larsen roser Coop for at være med til at tage ansvar for, at vi fremover kan drikke rent vand fra hanen.

- Haven er et oplagt sted at stoppe brugen af sprøjtegift. Det er godt grundvandet men også for  havens nyttedyr som sommerfugle, fugle og bier, siger hun.

Både ukrudtsmiddel og plæne-rens er hårde ved grundvandet, som kan blive forurenet af kemien i produkterne.

For fem år siden forbød Coop de koncentrerede sprøjtemidler i butikkerne og solgte herefter kun færdigblandede produkter. For tre år siden stoppede indkøbene af alle øvrige produkter f.eks. Roundup.

Siden 1. marts har kunderne i Coops 1200 butikker i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen og Fakta ikke længere kunnet købe sprøjtemidler til brug i haven.

Indsatsen er sidste led i en udfasningsplan, der tog sin begyndelse i 2006. Senere på året vil Coop præsentere en større kemikaliestrategi.

Vandsektorens brancheorganisation, DANVA, hilser også Coops stop for salg af sprøjtegift velkommen:

- Der er gennem en årrække i gennemsnit lukket 100 drikkevandsboringer om året med indhold af blandt andet sprøjtemidler. Der er for mig at se intet, der kan forsvare, at haveejere skal belaste grundvandet med gift. De ukrudtsmidler, vi bruger i vores private haver, er medskyldige i at lægge pres på vores miljø, og derfor vil vi gerne rose Coop for at tage ansvar med deres initiativ, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

Stor risiko om sommeren

Særligt om sommeren, hvor der er kraftig regn og jorden er hård og fyldt med dybe sprækker, kan der være en forøget risiko for nedsivning af pesticider til grundvandet.

Miljøminister Kirsten Brosbøl er også begejstret for Coops initiativ.

- Det er et super godt initiativ. Jeg er meget opsat på, at vi minimerer brugen af sprøjtemidler, at vi bruger de midler, der belaster miljøet mindst muligt, og ikke mindst at de bliver brugt korrekt. Derfor er jeg på vej med nye regler, der skal få bland-selv sprøjtemidler om bag disken, så det på sigt kun er de færdigblandede udgaver, man som kunde kan finde på hylderne, siger Kirsten Brosbøl.

Risikoen for forurening på grund af sprøjtemidler er stor i villahaver. Overvågning af grundvandet viser, at der er meget høje koncentrationer af sprøjtegift under byerne. Årsagen er, at private ikke er uddannede til at anvende pesticider og derfor overdoserer, og at sprøjtemidlerne bliver brugt i indkørsler og havegange, hvor der er ringe nedbrydning af pesticiderne, før de siver ned i jorden, skriver vandværkernes brancheorganisation DANVA i sin pressemeddelelse.

Algefjerner og belægnings-rens er også meget tæt på at være udfaset i Coop. Koncernens 1200 butikker sælger dog indtil videre gift mod myrer, flyvende insekter og mus ud fra devisen, at der ikke er grund til at bruge pesticider for pryd, mens det kan være et nødvendigt onde mod visse skadedyr.

samvirke.dk og vandigrunden.dk findes gode og effektive, grønne haveråd til, hvordan man holder sin have pæn og ren for ukrudt uden brug af sprøjtemidler.

(kilde: Pressemeddelelse fra DANVA og Coop) 

Læs om giftfri have

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Have
GIFTFRI HAVE. Coop stopper salg af sprøjtegift i sine butikker. Beslutningen har betydning for beskyttelsen af vores drikkevand, da sprøjtemidler siver ned i jorden og kan forurene grundvandet og roses både af miljøministeren, vandværkernes brancheorganisation DANVA og Danmarks Naturfredningsforening.

Kontakt

Ella Maria Bisschop-LarsenElla Maria Bisschop-Larsen
Præsident i DN

20 40 23 10
emb@dn.dk