Stort madmarked åbner på Skovsgaard Gods

Danskerne er vilde med lokale råvarer og økologi, og den tendens vil Danmarks Naturfredningsforening gerne understøtte, fordi økologi giver langt bedre plads naturen og er langt mere skånsomt for miljøet end den konventionelle drift. Derfor lægger foreningens naturfond nu gods til et nyt lokalt MadMarked på Langeland.

4. april 2014

Indbyggerne i New York, Paris og København har det. Nu får medlemmerne af Danmarks Naturfredningsforening det også. Deres eget MadMarked med lokalt producerede, økologiske varer.

Det sker på Skovsgaard, der er Danmarks Naturfonds økologiske gods på Langeland, og her åbnes det nye MadMarked palmesøndag 13. april.

Bæredygtighed er nøgleordet

- Vi vil gerne gøre noget ekstra for vores medlemmer, og vi vil samtidig gerne vise, at fødevareproduktion sagtens kan gå hånd i hånd med en rig natur og et sundt miljø. Derfor starter vi sammen med folkene bag det succesrige Præstø MadMarked nu Skovsgaard MadMarked. Det indebærer økologiske dagligvarer, cafe, spisested, egen produktion af fødevarer – økologiske selvfølgelig - og masser af lokal, bæredygtig og meningsfuld smag, siger Rikke Lundsgaard, der leder projektet.

Bæredygtighed er trendy

Med det nye madmarked rammer Danmarks Naturfredningsforening direkte ind i en trend, der udvikler sig verden over.

Helle Lundsgaard er livstil- og forbrugeradfærdsekspert med fokus på spisevaner, og hun ser en klar vandring fra supermarkedet og ud på marken:

-  Der er sat en bevægelse i gang i befolkningen, som søger de bæredygtige, lokale produkter. I Ringsted bygger man torvehaller i et gammelt butikscenter, hvor de vil tilbyde de lokale landmænd og gårdbutikker at komme med mindre partier, de kun kan sælge i begrænsede perioder, som man kender fra de franske og italienske markeder, hvor folk mødes og handler med hinanden, siger hun til Berlingske Tidende.

Bæredygtighed starter hjemme

Og Rikke Lundsgaard mærker allerede nu en stor lokal opbakning:

- Vi er glade for opbakningen, men vi vil også gerne inddrage medlemmer andre steder i landet. Derfor giver vi dem mulighed for at smage på de gode råvarer fra Skovsgaard Madmarked ved, at de skal kunne shoppe grønne varer fra godset billigt og bæredygtigt på nettet. Allerede nu er der gode lokale varer på Skovsgaard og i løbet af sommeren vil det strømme ind med friske økologiske grønsager fra køkkenhaven på Skovsgaard. Og fra høst vil alt mel, gryn, kartofler og oksekød komme fra gårdens marker og stalde, siger Rikke Lundsgaard.

Hvor og hvornår

Alle er velkomne fra nær og fjern. Det sker på Skovsgaard Madmarked, Palmesøndag 13. april.

Godsets køer slippes fri på markerne og der vil være taler, dejlig musik, smagsprøver, mulighed for at male et påskeæg og man kan gå en tur i skoven i et af Danmarks fineste naturområder.

Søndag den 13. april kl. 13 på Skovsgaard, Kågårdsvej 12, 5900 Rudkøbing.

Se invitation til åbning af Skovsgaard Madmarked (pdf)

Find vej til Skovsgaard

Læs mere om MadMarked

Læs mere om MadMarked-konceptet

Følg Skovsgaard MadMarked på Facebook

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Madmarked
MADMARKED. Lokalt producerede, økologiske varer er i centrum på det nye Skovsgaard MadMarked på Danmarks Naturfonds økologiske gods på Langeland.

Åbningstider

Mellem påske og efterårsferien er Skovsgaard MadMarked åbent

  • Alle dage 10-17
  • Torsdag 10-21

Se invitation til åbning af Skovsgaard Madmarked (pdf)

Kontakt

Rikke LundsgaardRikke Lundsgaard
Landbrugspolitisk medarbejder i DN

23 20 30 07
rl@dn.dk