Sidste chance for Assistens Kirkegård

Assistens Kirkegård på Nørrebro i København er truet af byudviklingsformål og en supercykelsti igennem den gamle kulturhistoriske perle. Truslen mod den rige kulturarv har fået Danmarks Naturfredningsforening (DN) til at rejse en fredningssag for den gamle kirkegård.

21. april 2014

DN vil frede Assistens Kirkegård fra at blive brugt til byudvikling, og inden for de næste to uger offentliggøres det, om 250 års enestående kulturhistorie skal fredes eller frigøres til cykling og andre byudviklingstiltag. Det sker, når Natur og Miljøklagenævnet afgør skæbnen for Danmarks bedst kendte kirkegård, Assistens, på Nørrebro i København. Tabes sagen kan Assistens inddrages til byudviklingsformål.

- Det vil være fuldstændigt ødelæggende for Assistens Kirkegård og den særegne stemning, der hviler over kirkegården. DN mener, at store kulturværdier kan gå tabt, når dele af kirkegården snart overgår til ubeskyttet park med alt, hvad det indebærer af nyanlæg af cykelsti, højt hegn om metropladsen, café osv. Derfor har vi rejst en fredningssag, siger Christina Steenbeck, fredningsmedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.

Fra kirkegård til park

Københavns Kommune planlægger, at mere end en tredjedel af Assistens i nær fremtid skal undergå en teknisk omstilling fra kirkegård til park. Det indebærer, at kommunen kan sætte handling bag planerne om at inddrage dele af kirkegården til cykelsti, café, mens en hektar af kirkegården skal indhegnes og afskæres fra resten af Assistens pga. den nye trappenedgang til metroen.

- Vi anerkender kommunens ønske om at skabe friluftsaktiviteter for borgerne. Vi mener til gengæld, at det er en dårlig idé at inddrage bestående grønne oaser til formålet. Her må politikerne i stedet være så visionære, at de i deres planer sikrer områder, der med tiden kan benyttes til udeliv, skating og andet, siger Christina Steenbeck. Kirkegården har hidtil nydt beskyttelse på grund af netop betegnelsen kirkegård.

Kirkegård i verdensklasse

Assistens fra 1760 er et unikt kulturhistorisk hotspot, der tåler sammenligning med de mest berømte europæiske kirkegårde, f.eks. Cimetière du Père-Lachaise i Paris og Highgate Cemetery i London. På Assistens ligger en stor del af landets åndselite, som for eksempel forfatteren H.C. Andersen, kulturpersonligheden Dan Turell og sangerinden Natasja Saad.

Den gamle kirkegård har tillige gennem tiden fungeret som et grønt åndehul for borgerne på det tætpakkede Nørrebro og er således i dag en kulturhistorisk, kunsthistorisk og botanisk seværdighed.

Forfatteren Martin A. Hansen skrev meget rammende i Hin Enkelte: "Måtte Nørrebro, som ingen større kulturinstitution ejer, regne sine døde med, blev det landets åndelige centrum".

Birgitte Bang Ingrischs blog: Assistens Kirkegård – en oase for de levende


Ta' naturens parti!
Støt Danmarks Naturfredningsforening - SMS NATUR til 1999 - så giver du 150 kr. (+ alm. sms takst).

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Assistentens Kirkegaard
FREDNING. Assistens Kirkegård fra 1760 er et unikt kulturhistorisk hotspot, der tåler sammenligning med de mest berømte europæiske kirkegårde, for eksempel Cimetière du Père-Lachaise i Paris og Highgate Cemetery i London. Derfor skal den bevares for eftertiden, mener Danmarks Naturfredningsforening.

Kontakt

Birgitte Bang Ingrisch
Fredningsleder

61 69 18 22
bbi@dn.dk

Støt DN

Danmarks Naturfredningsforening har brug for din støtte.

For kun 1 krone om dagen kan du være med til at gøre en forskel for naturen og miljøet.

Bliv medlem