Grønne løsninger i økonomisk modvind

Debatten om med hvilken hast, samfundet skal omstille sig til en grøn og mere bæredygtig produktion, kører på højtryk. Senest har tænketanken Cepos i netavisen Altinget argumenteret for, at den grønne omstilling bæres af en langt større lobby-indsats end den traditionelle industris og at de grønne løsninger er langt dyrere end de traditionelle. Det er skudt helt ved siden af, skriver Danmarks Naturfredningsforening i et debatindlæg til Altinget. Se dele af det her.

2.  juli 2014

Grønne løsninger beskyldes ofte for at være de dyreste. Sandheden er imidlertid ofte en anden, påpeger Danmarks Naturfredningsforening, der opfordrer politikerne til at se langt mere fordomsfrit på alternative løsninger end blot at vælge de gammelkendte.

At den grønne omstilling koster arbejdspladser og er meget dyr, fremføres ofte i debatten. Det anføres, at nye alternative grønne løsninger støttes urimeligt meget. Men faktisk støttes den traditionelle industri markant og stærke kræfter arbejder for, at det skal vedblive at være sådan og der for alt i verden skal holdes fast ide gammelkendte løsninger og energiressourcer.

Den liberale tænketank Cepos hævder, at fortalerne for den grønne omstilling driver mere og stærkere lobbyvirksomhed end den traditionelle ”sorte” industri ( ikke bæredygtig industri). Det må være en fejlkonklusion, for det forholder sig helt omvendt, mener Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi er ikke i tvivl om, at stor lobbyaktivitet, fastholdelse af gårsdagens teknologier og mange subsidier hænger sammen. Men at fortalerne for den grønne omstilling driver mere og stærkere lobbyvirksomhed end den traditionelle ”sorte” industri er helt ved siden af. Faktisk forholder det sig omvendt, hvilket praksis og tallene jo også tydeligt viser, siger Susanne Herfelt, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

Lobbyisme

Et eksempel på industriens lobbyindsats kommer fra udarbejdelse af kravene til fremtidens miljøgodkendelser for industrien. Udviklingen af fremtidens miljøregler for miljøgodkendelser af forskellige brancher i komitéprocedure, hvor de enkelte komiteer i princippet er sammensat af medlemsstaterne, industriens organisationer og de grønne organisationer. Men i praksis er repræsentationen skæv.

Der deltager kun én grøn organisation, European Environmental Bureau (EEB), som Danmarks Naturfredningsforening er medlem af. Men EEB har ofte kun råd til at sende én person, hvorimod industriorganisationerne rask væk sender delegationer på omkring 10 personer. Det giver så mange mennesker i mødelokalerne, at det er nødvendigt at etablere tilstødende lokaler med videotransmission af mødet til de personer, der ikke er plads til i mødelokalet. Samlet er der altså en markant overvægt af traditionelle industriinteresser, da der indgår mindst 100 forskellige industriorganisationer i de forskellige arbejdsgrupper.

Politikere sender erhvervsfolk

Medlemsstaterne skal i princippet deltage med repræsentanter fra deres miljøministerier, men en del medlemsstater sender enten en blanding af repræsentanter fra industri og miljøministerier eller kun industrirepræsentanter, som det skete for 10 medlemsstaters vedkommende i arbejdet med miljøreglerne for raffinaderier.

Som et kuriosum deltog det tyske energiselskab EON som repræsentant for den engelske stat. Den ”sorte” industri benytter helt enorme midler til at lobbyere på alle niveauer, og der kan Danmarks Naturfredningsforening slet ikke være med. Den grønne omstilling har ikke en chance, hvis man ser på styrkeforholdet.

Grønne løsninger er ikke dyrere

Grønne løsninger er dyrere end traditionelle gammelkendte løsninger, lyder en anden påstand. Det har Danmarks Naturfredningsforening også erfaringer med, men det forholder sig ikke nødvendigvis sådan, at den grønne løsning altid er den dyreste.

Et godt eksempel er det nye forbrændingsanlæg på Amager, hvor Amagerforbrændingen (ARC) fremlagde et traditionelt projekt til næsten 4 milliarder kroner. Alternativet, der blev givet tilbud på, var et komposteringsanlæg med opsamling af biogas. Dette anlæg kostede kun 150 millioner kroner og kunne håndtere 40 procent af det biologiske/organiske affald. Dertil kom så sorteringsanlæg til resten af affaldet, afbrænding af restfraktion på 30 procent, og anlæg, der kunne producere varme og el (geotermi og vindmøller), op til hvad det gamle anlæg leverede til en samlet pris på ca 1,8 mia. - altså en samlet pris på under 2 mia.
Det var derfor ikke vanskeligt for Danmarks Naturfredningsforening at være fortalere for kompostløsningen og det mindre forbrændingsanlæg overfor politikerne i Københavns Borgerrepræsentation.

Men aktiv lobbyvirksomhed fra den traditionelle ”sorte” industri, der inddrog finansministeren, fik overbevist politikerne i Københavns Borgerrepræsentation om, at den traditionelle forbrændingsovn til 4 milliarder kroner var en bedre investering end knap 2 mia. kr. Det er en fantastisk lobbybedrift, der faktisk er beskrevet i ”Lobbyistens lommebog” af Mose og Hegelund.

Sort energi får masser af tilskud

Et sidste eksempel er, at der gives store tilskud – også kaldet subsidier – til ikke bæredygtige energikilder. Ifølge de seneste tal fra EU, som Danmarks Naturfredningsforening har kunnet finde, blev der i 2011 givet subsidier for 26 milliarder euro til fossile brændsler, 35 milliarder euro til atomkraft og kun 30 milliarder euro til vedvarende energi. Vedvarende energi modtager således kun 23 procent af subsidierne, mens de ikke bæredygtige, gamle industrier modtager den største andel på hele 77 procent.

- Hvis man fjernede de mangfoldige subsidier til olie, fossil gas og kulindustrien – og i EU ikke mindst a-kraft - så er vi i Danmarks Naturfredningsforening ret sikre på, at vindmøller, solenergi, biogas og selv geotermi er konkurrencedygtige løsninger, slutter Susanne Herfelt.

Læs om samme emne i Avisen Natur og Miljø, marts 2014

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus



Kontakt

Susanne Herfelt
Direktør, Miljø & Klima

30 25 60 56
she@dn.dk