Protestlejr mod skifergas fortsætter kampen

Netop nu er det franske energiselskab Total i gang med at forberede en prøveboring ved Dybvad i Vendsyssel. En protestlejr er skudt op på nabogrunden, og Danmarks Naturfredningsforening har fanget initiativtager til lejren Jan Rosenkrantz fra Skifergas Nej Tak for en opdatering af udsigten fra teltpælene.

6. august 2014

Protestlejren mod skifergasboringen i Dybvad blev en realitet i slutningen af juni, da Frederikshavns Byråd med et stort flertal stemte ja til at lade den franske energigigant Total påbegynde arbejdet med en prøveboring i undergrunden. Initiativet til lejren blev taget af folkene bag Skifergas Nej Tak, der er et nationalt initiativ mod udvinding af skifergas.

Jan Rosenkrantz er en af initiativtagerne til lejren og for tiden beskæftiget fuld tid på en græsplæne klods op og ned af Totals pulserende byggeplads.

- Vi kan se, hvordan de lægger rør og graver ud. Tidligere var her en grøn og smuk natur og et hestestutteri, men nu mødes man af et skilt, der siger ”Velkommen - Ingen adgang”, beretter Jan Rosenkrantz over telefon direkte fra lejren, der i dag består af 12 telte og et ”partytelt” til mødeaktiviteter.

Fra trafik til frafik

Hver dag kører karavaner af lastbiler op og ned ad den lille vej til byggepladsen. Lastbilerne fragter blandt andet vand og grus, der bruges til såkaldt frakturering.

Frakturering er selve udvindingen af skifergas, hvor materialerne blandes sammen til en tyktflydende masse, der med høj intensitet sprøjtes ind i og slår sprækker i skiferlaget i undergrunden.

- Her taler vi ikke om trafik, men om frafik, fortæller Jan Rosenkrantz med henvisning til lastbiltrafikken, der er ved at blive en ødelæggende belastning for de små veje i området.

Ud over byggerod og -støj samt den konstante trafik, så er den største bekymring for de lokale deres drikkevandsressource.

- Folk kommer til os og vil gerne have svar på, hvad Totals aktiviteter gør ved deres drikkevand. Derfor er vi netop nu ved at lave aftaler med biografer i regionen om at vise film om frakturering, fortæller Jan Rosenkrantz.

Danmarks Naturfredningsforening advarer mod skifergas

Før sommerferien sendte Danmarks Naturfredningsforening en klage over, at skifergasudvindingens indvirkning på miljøet er underbelyst samt ude af trit med regeringens målsætninger om, at vi skal være fri for fossile brændsler i energiforsyningen i 2035.

- Udvindingen af skifergas kan medføre massive miljøproblemer, ødelægger landskaberne med boretårne og medfører massiv tung trafik. Intet kunne stå skarpere i kontrast til regeringens grønne løfter, udtalte energi- og miljøpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening Sine Beuse Fauerby i den forbindelse.

Læs om Danmarks Naturfredningsforenings klage

Læs om protestlejren på totalprotest.dk

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Besøgende i skifergas-protestlejr
STØTTE. Protestlejren nyder støtte fra både store og små medlemmer af lokalsamfundet. Hver dag får lejren besøg af lokale, der medbringer frugt og grønt. Foto: skifergasnejtak.dk

Kontakt

Sine Beuse Fauerby
Energi- og miljøpolitisk medarbejder

31 19 32 51
sbf@dn.dk