Kun hvert niende barn i skolefrugt- ordningen får økologisk frugt

Sidste år fik 54.000 danske børn frugt eller grønt gennem skolefrugtordningen, men kun 6.000 - eller hver niende - fik økologisk frugt. Det viser en opgørelse fra NaturErhvervstyrelsen, som administrerer ordningen.

11. august 2014

Regeringen har en ambition om, at der skal mere økologisk frugt ind i skolerne. Derfor blev tilskuddet til et stykke økologisk frugt eller grønt hævet til 2 kr. i juni 2013. Og for det kommende skoleår er EU’s samlede bevilling til skolefrugtordningen øget med knap 9 mio. kr.

DN: Efterspørg økologisk frugt på din skole

- Begge dele gør det mere attraktivt for skoler, kommuner og leverandører at søge tilskud til økologisk frugt, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, og opfordrer forældrene til at efterspørge økologisk frugt i endnu højere grad.

- Det er der nemlig mange fordele ved. Børnene får frugt uden rester af sprøjtegift, og vi undgår sprøjtegift i naturen og vores drikkevand, fortsætter hun..

Skolernes frist for at søge tilskud til skolefrugt det kommende skoleår er i princippet overskredet. Men hvis det ikke er muligt at vælge økologisk frugt, kan man stadig efterspørge det på skolen eller hos en leverandør. Leverandører kan nemlig løbende søge eventuelle midler, der er i overskud efter ansøgningsrunden. Hvis skoler i løbet af skoleåret ønsker at deltage i ordningen, skal de kontakte en leverandør.

Læs mere om skolefrugtordningen

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Fakta

Det er NaturErhvervstyrelsen, der står bag udbredelse af skolefrugtordningen, som er delvist finansieret af EU. Formålet er at skabe sunde kostvaner hos børn og unge.

Udbredelsen af skolefrugtordningen har været så stor en succes i Danmark, at EU har øget bevillingen for det kommende skoleår fra 11,4 mio. kr. til 20,2 mio. kr. Forøgelsen af puljen betyder, at ordningen potentielt kan give ca. 43.000 børn økologisk frugt og grønt hver dag i et helt skoleår, eller at ca. 69.000 børn uøkologisk frugt i et helt skoleår.​ Der kan i alt uddeles ca. 8,6 mio. stykker økologisk frugt eller 13,7 mio. stykker uøkologisk frugt i det kommende skoleår.​

Kontakt

Ella Maria Bisschop-LarsenElla Maria Bisschop-Larsen
Præsident i DN

20 40 23 10
emb@dn.dk