Over 130.000 børn skal finde vej ud i naturen

Rekord mange børn tager snart på udflugt i naturen i en uges optakt til den landsdækkende mærkedag Naturens Dag. I år fejres Naturens Dag søndag den 14. september, hvor både børn og voksne er inviteret ud på store naturoplevelser.

21. august 2014

Op i træerne, ned i skovbunden, hen over de mosgroede sten og videre ned i vandløbet. I år vil rekord mange børn finde vej ud på naturens legeplads i forbindelse med Naturens Dag. Sidste år drog 103.000 børn på eventyr i den danske natur, og i år vil mere end 130.000 gøre det samme i ugen op til Naturens Dag søndag den 14. september.

- Det er et fantastisk resultat. Vi er gået frem i antallet af tilmeldinger år efter år, og det tyder på, at flere lærere og pædagoger prioriterer at tage børnene med ud i naturen, siger leder for Skoletjenesten hos Danmarks Naturfredningsforening Ole Laursen og tilføjer, at et sundt forhold til naturen fra barnsben kan betyde, at man også i voksenlivet tager mere ud i naturen og passer bedre på den.

Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedag for naturoplevelser, og i år er der indtil videre offentliggjort 180 af slagsen fordelt over hele landet. Temaet for Naturens Dag handler om at finde vej ud i naturen, og der er lagt op til spændende udflugter og overraskelser til vands, på land og højt oppe i trætoppene.

Børn bliver klogere af naturen

Naturens Dag er en unik mulighed for at få uforglemmelige naturoplevelser og for at flere voksne og børn finder vej ud i naturen – i særdeleshed børn. I 2012 viste en Gallup undersøgelse nemlig, at børn i dag er langt mindre ude i naturen sammenlignet med deres bedsteforældres generation.

At børn kommer ud i naturen har ellers stor betydning for deres fysiske udvikling samt udviklingen af deres selvstændighed og evne til at træffe beslutninger. Det fortæller idrætssociolog Gunnar Breivik fra Norges Idrætshøjskole i Oslo.

- Når børn ruller ned ad bakker eller hopper over vandløb, så får hjernen svar på, hvad der er muligt. Der er tale om lærerige erfaringer, som børnene vil få glæde af resten af livet, fordi det er ved at prøve sig selv af, at de lærer deres egne grænser og muligheder at kende, forklarer Gunnar Breivik.

Fordi naturen er bølget og bevægelig, så styrkes også børns fysiske formåen inden for især balance, koordination og smidighed sammenlignet med deres færden i byen, hvor linjerne ofte er rette og flade.

Aktiviteter for hele familien

Efter en uges motorisk og mental træning og leg i naturen byder Naturens Dag søndag den 14. august på aktiviteter for hele familien. Her kan man blandt andet komme på sælsafari i Vadehavet ved Ribe eller få et kursus i undervandsjagt ved Korsør.

Se alle arrangementer den 14. september på Naturens Dags hjemmeside

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus


REKORD. I år skal 130.000 børn ud i naturen og lære at finde nye veje. 

Fakta om Naturens Dag

  • Naturens Dag kan i år fejre sit ti års jubilæum, da dagen for første gang blev afholdt i 2004.
  • Naturens Dag er en årligt tilbagevendende begivenhed, der arrangeres af Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.
  • I år afholdes Naturens Dag for hele familien søndag den 14. september på mere end 180 lokaliteter i Danmark.
  • Sidste år deltog i alt 173.000 voksne og børn på landsplan i aktiviteter forbundet med Naturens Dag.

Kontakt

Ole Laursen
Funktionsleder for Frivillige, Børn & Unge

23 44 12 19
ola@dn.dk

Kontakt

Sanne Liv Lembrecht BuggeskovSanne Liv Lembrecht Buggeskov
Journalist

61 66 07 77
Sanne@dn.dk