Sebastian Klein og 4.U. var vandvittige på Naturens Dag

Krokodiller, piratfisk og tanglopper var hotte emner, da Sebastian Klein og 4.U. startede mandag morgen på Øresundskysten. Anledningen var åbningen af Naturens Dag-ugen, hvor mere end 130.000 børn skal ud i naturen.

9. september 2014 

- Nej, jeg er ikke bange for tanglopper og ja, jeg har rørt ved en krokodille!

Sebastian Klein er omgivet af elever fra 4.U, der tripper fra side til side i deres sorte våddragter, mens dykkerbrillerne dingler i remmene fra børnenes fægtende hænder. Der er få minutter til, at eleverne skal have brillerne på og ned under havets solbeskinnede overflade. I sidste øjeblik presser spørgsmålene sig på. Er piratfisk farlige? Har du rørt ved en krokodille?

På søndag er det Naturens Dag, og i den anledning tager 130.000 børn fordelt på knap 900 skoler og 1600 institutioner i ugens løb på udflugt i den danske natur. En uge i naturens tegn byder med garanti på anderledes oplevelser, og mandag morgen tog 4.U. fra Borupgårdskole hul på den første af slagsen på Kystens Perle i Snekkersten i Nordsjælland.

- Det er sjovt at se alle de seje dyr, der bor nede i vandet. Jeg så krabber og små fisk, men de skyndte sig at svømme væk, når jeg prøvede at røre ved dem, fortæller Sandra fra toppen af en stor klump tang i vandkanten, inden hun stryger tilbage til klassekammeraterne ude i vandet.

Kort efter kommer en af veninderne op.

- Der er vildt flot nede under vandet - også selvom der er meget tang.

Børn finder vej ud i naturen

Det er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, der står bag Naturens Dag. Initiativet har blandt andet til formål at give børn gode naturoplevelser, der giver dem lyst til at færdes i naturen i fremtiden. Det fortæller direktør i Friluftsrådet Jan Eriksen.

- Børn er gode til at gå foran, så når 4.U. kommer hjem og fortæller om deres oplevelser i dag, kan de nok få far og mor med ud og fange krabber næste weekend. Det kræver ikke nødvendigvis en våddragt, bare at man smøger bukserne op. Naturen er fuld af muligheder, siger han.

Temaet for Naturens Dag i år hedder ’Find vej ud i naturen’, og det er netop opfordringen til danskerne.

- Naturens Dag skal ses som det lille ekstra skub, der giver børn og deres forældre en anledning til at finde ud i naturen og få nogle oplevelser sammen. Undersøgelser viser, at børn kun kommer halvt så meget ud i dag, som deres bedsteforældre gjorde, da de var børn, og det er en skam, fordi naturen er med til at gøre børnene både sundere og klogere, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Når børnenes uge er vel overstået inviterer arrangører i hele Danmark til Naturens Dag for hele familien. Det sker søndag den 14. september når over 200 arrangementer åbner dørene til den lokale natur med aktiviteter lige fra lystfiskeri og bueskydning til insektvæddeløb og bålpandekager.

Find et arrangement for dig og din familie søndag den 14. september på naturensdag.dk.
 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

4.U. på Kystens Perle
VANDGLADE. Skoleklassen fra Borupgårdskolen i Snekkersten var ikke til at få op igen, da de først var sprunget i våddragterne og ud i Øresund. 

Fakta

  • Naturens Dag er søndag den 14. september og fejres med over 200 arrangementer over hele landet.
  • Sidste år deltog over 70.000 danskere på Naturens Dag.
  • I ugen op til Naturens Dag drager skoler, børnehaver og daglejer ud i naturen. I år er i alt tilmeldt 130.000 børn fordelt på knap 900 skoler og 1600 institutioner.
  • Naturens Dag er støttet af Nordea-fonden og Fjällräven.  

Kontakt

Ole Laursen
Funktionsleder for Frivillige, Børn & Unge

23 44 12 19
ola@dn.dk

Kontakt

Sanne Liv Lembrecht BuggeskovSanne Liv Lembrecht Buggeskov
Journalist

61 66 07 77
Sanne@dn.dk