Konkurrence: Vind bogen ”100 fredninger”

Næsten 4000 dyr og planter er registreret som en del af Danmarks Naturfredningsforening projekt Biodiversitet Nu, der vil dokumentere naturens tilstand. Hjælp os med at nå 5000 registreringer inden udgangen af september og deltag i lodtrækningen om en lækker naturbog.  

23. september 2014

Danmarks natur skal undersøges, og Danmarks Naturfredningsforening har inviteret alle naturinteresserede danskere med på skattejagt i naturen for at registrere 30 dyre- og plantearter, der indikerer, hvordan Danmarks natur har det. Projektet har nu rundet næsten 4000 registreringer.  

Vind en lækker bog ved at indtaste nye fund

Inden udgangen af september skal projektet op på 5000 registreringer, og hvis du giver en hånd med er du med i konkurrencen om Danmarks Naturfredningsforenings fine jubilæumsbog med fremragende billeder fra Danmarks 100 smukkeste fredede områder.  

Du skal indtaste mindst 3 nye observationer i september for at være med i konkurrencen.  

Vi trækker lod mellem alle, som har mindst 3 nye registreringer inden udgangen af september. Vinderen får direkte besked og offentliggøres på Biodiversitet Nu's Facebook-side den 6. oktober.  

Find i naturen nu

I september er der stor sandsynlighed for at finde:

  • Hvepseedderkop
  • Firben
  • Egern
  • Pindsvin
  • Rensdyrlav
  • Tørvemos
  • Alm./bleg kantarel
  • Stjernebolde
  • Tøndersvamp

samt levestederne:

  • Gamle træer
  • Dødt ved
  • Store sten

Der er også god chance for slanger, liden klokke, tormentil og koralpigsvamp.  

Til dig som allerede er med i projektet

Indtast dine observationer på biodiversitet.nu 

Husk at logge ind  

Når du indtaster arter og levesteder, så gemmes de i første omgang lokalt på din telefon eller computer. Husk at logge ind inden udgangen af september, så dine registreringer sendes til projektets database.  

Hvis du har deltaget både fra telefonen og computeren, skal du logge ind begge steder. Se vejledning i at registrere og logge ind her.  

Til dig som gerne vil være med i projektet

Hvis du ikke allerede er med i projektet, men har lyst til at være med, er det helt enkelt at komme i gang.

Gå ind på biodiversitet.nu fra din smartphone eller den tablet, du vil registrere fra – og start din registrering.

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus


Konkurrence. Vind bogen 100 Fredninger. Besøg biodiversitet.nu med din smartphone