Arla Øko Harmonie® støtter Affaldsindsamlingen 2016

Fra den 9. januar indtil Danmarks Naturfredningsforenings Affaldsindsamling den 17. april 2016 sætter Arla Øko Harmonie® ekstra fokus på emballage, affald og genanvendelse, og hjælper med at brede det ud til hele den danske befolkning.

Arla Harmonie logo

Siden 2015 har Arla Øko Harmonie og Danmarks Naturfredningsforening samarbejdet om Brug Låget kampagnen og Affaldsindsamlingen. Dette støtter op om Arlas miljøstrategi, der både arbejder med at forebygge affald og har en målsætning om, at al Arlas emballage skal kunne genanvendes i år 2020.

Målet med Brug Låget kampagnen er at sende et klart signal ud om, at plastaffald er en ressource, som kan genanvendes. Rent praktisk går kampagnen ud på at indsamle plastiklågene fra Arlas mælkekartoner og genanvende plastikken til nye produkter – i dette tilfælde omsmeltes lågene til nye Arla mælkekasser.

Bilka deltager også i samarbejdet. De bidrager blandt andet ved at stiller alle sine 18 varehuse til rådighed som opsamlingssted for mælkelågene, udlodde flotte præmier, og sørge for at lågene bliver sendt til omsmeltning hos plastgenanvendelsesfirmaet Aage Vestergaard Larsen A/S.

Danmarks Naturfredningsforening ser fremtid i genanvendelse

Om Arlas emballageinitiativ, siger Susanne Herfelt, direktør i Danmarks Naturfredningsforening:
- Vi er glade for den fokus, som Brug Låget sætter på, at vi kan genanvende plastik til nye produkter. Mælkekartoner har jo længe indeholdt plastik, fordi det beskytter mælken. Med initiativet fra Arla og Bilka viser vi, at dele af denne plast kan genanvendes i stedet for at blive brændt i affaldsforbrændingsanlæg. Det er et stort skridt i den rigtige retning. Dialogen med dansk erhvervsliv er meget vigtig for Danmarks Naturfredningsforening, for her kan foreningen hjælpe virksomhederne til at få en mere miljøvenlig produktion, og det har en stor betydning for Danmarks natur og miljø i fremtiden.

Om Brug Låget samarbejdet siger Søren Bang Rasmussen, Senior Brand Manager hos Arla Foods:
- Når fire store spillere går sammen og sætter på dagsordenen, at affald er en ressource, så har vi virkelig mulighed for at skabe resultater. I dette tilfælde er det Bilka, sammen med Danmarks største fødevarevirksomhed, Danmarks største Miljøorganisation og genanvendelsesfirmaet Aage Vestergaard Larsen A/S, som har mere end 40 års erfaring indenfor genanvendelse af plast.

Arla Øko Harmonie og Bilka støtter også Danmarks Naturfredningsforenings Affaldsindsamling ved at donere alle affaldssækkene til deltagerne i årets affaldsindsamling – i genbrugsplast, naturligvis.

En stor tak til Arla Øko Harmonie for deres støtte.

Læs mere om Arlas Nulspildsinitiativer

Se kampagnen "Brug låget" på Bilkas hjemmeside

Læs mere om ...

... hvad et eventpartnerskab kan gøre for din virksomhed.

Læs om eventpartnerskab