Skotterne siger nej til skifergas – Danmark bør følge efter

Skotland har netop meddelt, at man vil sætte en stopper for udvinding af skifergas. Danmark bør også sige nej til skifergas, mener Danmarks Naturfredningsforening.

29. januar 2015

Skifergas udvindes ved såkaldt fracking, hvor dybe jordlag sprækkes ved at pumpe kemikalier og store mængder vand ned i undergrunden. 

Den skotske regering har vurderet, at det er for usikkert, hvordan boringerne vil påvirke miljø og sundhed i lokalområdet, og derfor har man sat en foreløbig stopper for planerne om at udvinde skifergas fra den skotske undergrund.

I Danmark har vi derimod åbnet for fracking i både Nordjylland og senere muligvis Nordsjælland. Det franske firma Total, der har fået licensen til at bore i Danmark, har vurderet, at der vil kunne laves op til 250 boringer alene i Nordjylland.

Store risici

Danmarks Naturfredningsforening opfordrer politikerne på Christiansborg til sætte en stopper for skiftergasudvinding i Danmark.

- Der er simpelthen for store risici ved den her teknologi, som i værste fald vil kunne gøre stor skade på vores natur og drikkevand. Hvis en boring er utæt, og der bliver sendt store mængder kemikalier ud i de danske drikkevandsreserver, så kender vi simpelthen ikke omfanget af skaderne. Det er en risiko, som vi ikke må løbe. Både for vores egen, men også for fremtidige generationers skyld, siger Sine Beuse Fauerby, energipolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.

Fracking er en teknik, der kræver store mængder vand, som sammen med kemikalier sendes ned i undergrunden. Der produceres derfor store mængder spildevand.

Hvad er miljømæssigt forsvarligt?

I USA, hvor fracking er meget udbredt, er der samtidig blevet udbetalt store økonomiske erstatninger til naboer til boringer, fordi de har taget sundhedsmæssig skade.

- I Danmark er den politiske udmelding, at hvis fracking kan gøres miljømæssigt forsvarligt, så kan vi ikke sige nej. Med Skotlands nej er det nu igen blevet underbygget, at der er stor usikkerhed om den miljømæssige forsvarlighed ved udvinding af skifergas. Der er en risiko for, at det ikke kan gøres miljømæssigt forsvarligt. Så vi spørger igen politikerne, hvad de mener, der er miljømæssigt forsvarligt, når flere andre lande åbenbart mener det modsatte?  siger Sine Beuse Fauerby.

Læs mere om skifergas og fracking

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Fakta

Skotland vil nedsætte et midlertidigt forbud mod at foretage nye fracking-boringer, indtil befolkningen er blevet hørt og der er lavet en grundig undersøgelse af sundhedsrisici ved boringerne, og hvordan de vil påvirke lokalområdets miljø. Det oplyser nyhedsbureauet Bloomberg.

Der er ikke sat nogen deadline for undersøgelserne, hvilket reelt skulle betyde et stop for nye boringer. Ifølge den skotske energiminister Fergus Ewing, så har landet dermed valgt en forsigtig tilgang til fracking.

Kontakt

Sine Beuse Fauerby
Energi- og miljøpolitisk medarbejder

31 19 32 51
sbf@dn.dk