Ny landsdækkende kampagne om sprøjtegift i haver

Hvordan får man gjort kål på ukrudt og skadedyr – uden at bruge sprøjtegift? Danmarks Naturfredningsforening og Praktisk økologi lancerer ny kampagne med tips og tricks til en flot have uden gift.

20. marts 2015

Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi søsætter nu en kampagne, der giver konkrete råd til, hvordan man passer og plejer en giftfri have.

Og der er rigtig mange gode grunde til at få giften ud af haven, fortæller præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

- Sprøjtegift er ikke bare skadeligt for de mennesker, der kommer i kontakt med det. Sprøjtegift skader også naturen, og resterne ender med at komme ud af vandhanen. Derfor mener vi, at der er brug for at øge fokus på, hvordan vi begrænser mængden af gift i vores natur og grundvand, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Tilmeld din have

Grundvandsovervågning viser, at der er meget høje koncentrationer af sprøjtegift under byerne, og hvert år bliver der lukket drikkevandsboringer i Danmark på grund af sprøjtegift.

Formålet med kampagnen er at komme ud til haveejerne og fortælle, hvordan de undgår gift i haven. Haveejere kan registrere deres have som giftfri på kampagnens hjemmeside, og samtidig få en gratis bog om tips og tricks til en giftfri have.

Samtidig vil der bliver sat fokus på at komme ud til haveejerne, og Landsforeningen Praktisk Økologi har uddannet 75 haveambassadører og søsat en række lokale økologiske havenetværk, der ved lokale arrangementer i de to foreninger kan fortælle om, hvordan man får has på ukrudt og skadedyr uden sprøjtegift.

Alle kan være med

Og det behøver slet ikke være så svært, fortæller Formand for Landsforeningen Praktisk Økologi, Trine Krebs.

- Når du stopper med at bruge gift, så genskaber du balancen mellem nyttedyr og skadedyr. Du hjælper planterne med at oparbejde et immunsystem, der gør dem i stand til at klare sig mod sygdomme og skadedyr. Og du skaber levesteder for kryb og kravl, som havens fugle og dyr lever af, siger Trine Krebs.

Hun understreger, at haveejere er ved at tage viden om den farlige gift til sig. 

- Haveejerne er stille og roligt ved at skifte fokus fra at fokusere på mælkebøtter til at opleve glæden ved mariehøns, guldøjer, humlebier – al den mangfoldighed og alt det liv, som en giftsprøjte udrydder. Viden om en giftfri have spreder sig, men der er stadig lang vej til at få alle med. Noget af det vigtigste er, at naboer inspirerer hinanden og lærer af hinanden og beundrer hinandens livlige og mangfoldige haver, siger Trine Krebs.

Man behøver ikke eje en have for at deltage. Bor du i en fælles ejendom? Så gå sammen om at sikre, at I ikke sprøjter i gårdhaven.

Når du tilmelder din have, får du samtidig en gratis havebog med tips til, hvordan du passer din have uden gift:

Læs mere på giftfri-have.dk 

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Dreng vander i haven
GIFTFRI HAVE. Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi søsætter ny kampagne.

Fakta om sprøjtegift i haven

  • Der er fundet sprøjtegift i næsten hver fjerde drikkevandsboring i Danmark
  • Danske haveejere købte næsten 30 tons sprøjtegift i 2012
  • Koncentreret brug af gift på små arealer som haver risikerer at forurene grundvandet
  • Grundvandsovervågningen viser, at der er meget høje koncentrationer af sprøjtegift under byerne
  • Sprøjtegift bliver brugt i indkørsler og havegange, hvor der ikke er et muldlag med mikroorganismer, der kan sætte gang i nedbrydningen af giften, før de siver ned i jorden
  • Privatpersoner er ikke uddannet til at bruge sprøjtegift og kan let komme til at overdosere, og børn og voksne risikerer direkte kontakt med giftige stoffer

(Redigeret 26. marts 2015)

Fem tips til en giftfri have

  • Fjern alger på terrassen med strandsand. Drop de skrappe midler og fej i stedet terrassen med groft sandstrand. Fugesand kan også bruges, som mange har liggende efter at have lagt terrasse.
  • Tiltræk nyttedyr omkring rosenbedet, så du undgår lus. Sæt lavendler, staudesalvie eller timian, som med deres skønne blomster tiltrækker nyttedyr, der spiser skadedyrene.
  • Pindsvin og skrubtudser gør også gavn i haven. En grenbunke i haven er et godt levested for pindsvin, og skrubtudser sætter pris på stendynger. Uanset om du ønsker at tiltrække pindsvin, skrubtudser, fugle eller insekter i haven er det vigtigt at have vand. Små fuglebade i granit, der fyldes med vand året rundt, tiltrækker og holder dyrene i haven.
  • Naturen hader bar jord, for det er ikke sundt for de organismer, der lever i jorden. I maj begynder ukrudtet at pible frem, og det vil fortsætte hele sommeren, så længe jorden er bar. For at undgå at luge hele sommeren kan du dække jorden fra midten af maj. Brug afklippet græs, flis, tørt mos eller plant bunddække, der hurtigt dækker den bare jord.
  • Du opnår en god balance i haven ved at opbygge den i etager. Øverste etage er træer, der er tilholdssted for fugle, insekter og småkryb. Mellemetagen er buske, høje stauder og græsser, mens underetagen er lave planter og bunddække.

Kontakt

Bente WillumsenBente Villumsen
Miljøpolitisk
medarbejder

40 97 32 43
bv@dn.dk

Kontakt

Gitte HolmstrupGitte Holmstrup
Projektleder

31 10 95 37
gho@dn.dk