Bløde, søde og sprøjtede jordbær

De første kasser jordbær står allerede nu og frister hos grønthandlere og i supermarkeder. Desværre er der kemi i langt de fleste af dem.

7. april 2015 

Danskernes forkælede favorit, jordbærret, lokker os endnu engang med løfter om sommer og solskin. Det varer ganske vist et stykke tid endnu, før de rigtigt danske af slagsen dukker op, så indtil da må vi tage os til takke med importerede jordbær.

Desværre behandles både danske og udenlandske jordbær i de fleste tilfælde med sprøjtegifte. Op til 75 procent af de udenlandske jordbær indeholder rester af sprøjtegift, mens der ifølge en undersøgelse fra 2012 var gifte i 85 procent af danske jordbær.

Alene i Danmark er det tilladt at bruge 36 forskellige sprøjtegifte i forbindelse med dyrkningen. Og giftene må bruges indtil tre dage før jordbærrene høstes.

Det betyder øget risiko for, at du får friske sprøjtegifte med i købet, når du køber jordbær.

Vælg giftfrit

Økologiske landmænd har ikke kemiske gifte, men går omvendt ad forebyggelsens vej, når det gælder jordbærdyrkning. Mekanik og håndkraft er ingredienserne i at holde ukrudt, svampesygdomme og insekter nede. Derudover udvælges de sorter af jordbær, der er mest modstandsdygtige over for svampeangreb.

En af konsekvenserne er, at der kommer færre jordbær pr. hektar sammenlignet med sprøjtede jordbær. Til gengæld slipper forbrugeren for giftrester.

Valget af giftfrie jordbær handler også om natur og miljø. Ifølge ICROFS (International Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer) er der 30 procent flere vildtlevende dyr og planter på økologisk dyrkede marker end u-økologiske.

Fraværet af gifte bedrer således vilkårene for vilde insekter, sommerfugle, fugle og plantearter.   

Bier og stære hjælper til

I bekæmpelsen af insekter og svampe samarbejder de økologiske jordbæravlere med bier og stære. De sætter ynglekasser op til stærene, der er vilde med at æde de insekter, der er vilde med at æde jordbærrene.

Bierne er en del af en spektakulær hær af svampe-krigere. Landmanden placerer et svampepulver, der er godkendt til økologisk dyrkning, i udgangen af et bistade. Her får bierne pulveret på fødderne og fragter det med sig rundt i jordbærmarken, når de bestøver planterne.

Kilde: Økologisk Landsforenings magasin

Se film og bliv skarp på dine økologivalg

 

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Jordbær
85 PROCENT. De fleste danske jordbær indeholder rester af sprøjtegift. Vælg økologiske jordbær, hvis du vil undgå giftresterne.   

Fakta om sprøjtegifte i jordbær

  • Danske jordbæravlere må bruge op til 36 forskellige sprøjtegifte.
  • En tredjedel bruges mod ukrudt, en tredjedel mod mikrosvampe og en tredjedel mod skadedyr.
  • Giften må sprøjtes på bærrene frem til tre dage før høst.
  • 85 procent af de danske jordbær indeholdt op til flere sprøjtegifte i 2012. I alt fandt man 11 forskellige giftstoffer i bærrene. Nogle gange flere i samme bær.
  • Boscalid og pyraclostrobin er sprøjtegifte, der oftest findes i danske jordbær. Det er svampegifte, og begge midler er mærket med advarsel om ”Sundhedsskadelig” og ”Miljøfarlig”.
  • Boscalid og pyraclostrobin er blandt andet giftigt for vandlevende dyr og planter.

Redigeret 8. april 2015

Tema om økologi

Hvorfor vælge økologi? Se vores film og artikler om økologi og få svaret. Så kan vi blive endnu flere om at vælge økologi i hverdagen – til gavn for naturen.

Hvorfor vælge økologi

Kontakt

Sanne Liv Lembrecht BuggeskovSanne Liv Lembrecht Buggeskov
Journalist

61 66 07 77
Sanne@dn.dk