VVM for skifergas i Nordjylland er forældet

Uventet stop af skifergasboring i Nordjylland understreger behovet for en ny VVM-undersøgelse, mener Danmarks Naturfredningsforening.

6. maj 2015

Det er netop kommet frem, at firmaet Total, der står for Skifergasboringen i Nordjylland, har brugt kemikalier, som der ikke har været søgt tilladelse til. Derfor har Energistyrelsen sat en stopper for boringen, der startede i mandags.

Ifølge Total opstod der et uventet problem, som man ikke havde forudset i VVM-undersøgelsen (Vurderinger af Virkninger på Miljøet). Derfor var firmaet nødt til bruge nogle et såkaldt skumreducerende middel, som der ikke var søgt tilladelse til.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at der er for stor usikkerhed om konsekvenserne af skifergasudvinding i Danmark, og derfor må der laves en ny VVM, siger Sine Beuse Fauerby, miljøpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi mener, at der må laves en supplerende VVM. Den her sag viser med alt tydelighed, at når man borer fire kilometer nede i undergrunden, så har man ingen anelse om, hvad der sker på forhånd, og hvilke kemiske stoffer, som man mener, at man får behov for, siger Sine Beuse Fauerby.

Stop for skifergas

Danmarks Naturfredningsforening har fra start været imod, at der blev givet grønt lys til at prøvebore i Nordjylland.

- Sagen understreger med alt tydelighed dét, som vi i Danmarks Naturfredningsforening hele tiden har sagt. Vi bliver nødt til at sige stop for skifergasudvinding i Danmark, fordi vi ved simpelthen for lidt om, hvad det er for nogle stoffer, der kommer i spil, og hvilke konsekvenser der er for natur og miljø. Det bliver jo stjerneklart, når selv firmaet bag boringen tog fejl omkring, hvad der ville ske, siger Sine Beuse Fauerby.

Forurening af drikkevand

Undersøgelser har vist, at skifergasudvinding i USA har medført forurening af grundvand og skadet menneskers sundhed, men alligevel har byrådet i Frederikshavn Kommune givet grønt lyst til skifergasboring i regionen.

- Hvis der kan ske sådan en fejl allerede under prøveboringen, hvad kan der så ikke ske, når de begynder at lave den egentlige fracking og pumper en kemisk cocktail ned gennem de jordlag, hvor vi henter vores drikkevand? siger Sine Beuse Fauerby og fortsætter:

- Vi håber, at politikerne er opmærksomme på, at en VVM ikke er en fast beskrivelse af, hvordan et projekt kommer til at forløbe. En VVM sætter nogle rammer, som hele tiden kan blive udvidet med nye ansøgninger om brug af nye stoffer. Det har vi jo netop lige set et eksempel på, at Total har søgt om tilladelse til en række nye stoffer, som ikke var en del af VVM.

Læs også blog: Skifergas - hvad ved vi egentlig?

Se DN's høringssvar: Vurdering af ekstra kemikalier (pdf)

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus


SKIFERGAS-STOP. Energistyrelsen har stoppet Totals prøveboring i Nordjylland, efter at det er kommet frem, at virksomheden har brugt kemikalier, der ikke var taget højde for i VVM.

Kontakt

Sine Beuse Fauerby
Energi- og miljøpolitisk medarbejder

31 19 32 51
sbf@dn.dk

Kontakt

Kasper Pihl Møller
Presserådgiver

26 81 62 28
kpm@dn.dk