NATUR. En død sjakal er fundet i Jylland. Måske er flere på vej, da der er observeret sjakaler syd for grænsen. Her er en gabende guldsjakal fra Østen. Foto: Bernd Rohrschneider/Scanpix

Sjakal fundet i Danmark

Et nyt spændende pattedyr kan være på vej til Danmark, vurderer Danmarks Naturfredningsforening, efter der er gjort et opsigtsvækkende fund af en europæisk sjakal i Jylland. Flere sjakaler er set syd for grænsen. 

10. september 2015

Det er nu med sikkerhed konstateret, at et dødfundet dyr er et eksemplar af Europæisk Sjakal. Sjakalen fra Jylland er et hundedyr – lidt større end ræv, men mindre end en golden retriever. Sjakalen spiser små til mellemstore dyr som harer og små rådyr og fugleæg, insekter og frugt. Den er ikke farlig for mennesker. Den hører normalt til i Sydøsteuropa og er udbredt i Grækenland og Serbien. Nu er den altså fundet ved Karup i Jylland og intet tyder på, at der er tale om en udsat eller undsluppet sjakal:

Vildt spændende

- Det er altid vildt spændende og ganske sjældent at få nye arter af pattedyr i den danske natur. Vi har dog senest oplevet at få både mårhund og ulv. Mårhunden er vi ikke glade for, mens ulven, der er en hjemmehørende art, skal beskyttes. Nu skal vi have drøftet, hvordan vi griber det an, hvis der er flere, eller hvis der kommer flere sjakaler, siger Ella Maria Bisschop-Larsen. Drøftelserne vil ske i regi af Vildtforvaltningsrådet, hvor Danmarks Naturfredningsforening har sæde.

Foreningen opfordrer til, at man lader eventuelle dyr være i fred og nøjes med at indrapportere sine observationer til Naturstyrelsen.

Sjakalen er ikke i dag en beskyttet art og har - så vidt vides - ikke tidligere levet i Danmark. Om den er naturligt indvandrende, blandt andet som følge af ændringerne i naturen og klimaforandringer, skal afklares. En dyrlæge har undersøgt det trafikdræbte dyr grundigt og kunne fastslå, at det drejer sig om et voksent handyr uden testikler, som ikke var chippet, skriver Jægerne.

Flere sjakaler sydfra

Danmarks Naturfredningsforening vurderer dog, at det sandsynligvis er de samme naturlige ledelinjer, som har ledt ulvene til nordpå, der har fået sjakalen til Danmark. Der er - groft sagt – en nordvestlig gående grøn korridor af skove og naturområder, der går fra Sachsen NV mod Danmark. På den vis er der opstået en ”natur-motorvej” til Danmark.

Danmarks Naturfredningsforening har talt med tyske kollegaer og der er flere observationer om sjakaler syd for grænsen. Danmarks Naturfredningsforening foreslår indtil videre, at man blot holder øje med, om der er eller kommer flere dyr. Er der ingen problemer, er der intet akut behov for forvaltningsmæssige tiltag.

 

 

 

Sjakalen fra Jylland

En dyrlæge undersøgte det trafikdræbte dyr grundigt og kunne fastslå, at det drejede sig om et voksent handyr uden testikler, som ikke var chippet. Sjakalen fra Jylland kommer i fodsporene af blandt andre ulven. Ulven ses som en af nøglespillerne, hvis man skal lave ”rewilding” af naturen. Rewilding sigter mod bevarelse og genopretning af store områder med vild natur. Det sker ved at oprette fredede kerneområder uden produktion, genetablere sammenhæng mellem kerneområderne i netværk og indføre rovdyr og andre nøglearter såsom store græssende dyr. Om sjakalen kan være en del af en rewilding må biologerne tage stilling til, hvis dyret for alvor slår si ned i Danmark.

Kontakt

Tine GjerløvTine Gjerløv
Presserådgiver

22 85 22 08
tgj@dn.dk