Bortset fra 2006 har svineproduktionen siden 2003 givet landmændene et negativt resultat pr. gris. Tallet for 2015 er en prognose.

DN støtter landbruget: Færre svin er vejen frem

Landbruget efterlyser nu hjælp til at lukke dele af svineproduktionen. Årsagen er, at de danske svineproducenter de seneste 13 år i gennemsnit har tabt 54 kr. pr. produceret svin. Danmarks Naturfredningsforening bakker op, og opfordrer regeringen til at komme i gang fordi, en mindre landbrugsproduktion kan give både naturen såvel som landbruget sorte tal på bundlinjen. 

2.oktober 2015

Svineproducenternes formand, Henrik Mortensen, efterlyser i Morgenavisen Jyllands-Posten en form for ophugningsordning til en del af den danske svineproduktion.

Baggrunden er de massive tab, der er på hvert produceret svin – tab, der forventes at fortsætte også i 2016.

Alene i 2015 forventes et tab på 81 kr. pr. for hver eneste af de 28 mio. svin, der produceres. Alligevel forventes endnu flere svin i staldene:

Færre - ikke flere svin

- Her står vi på svineproducenternes side. Der er ikke brug for flere, men der imod færre svin, men det kræver et opgør med den politiske vanetænkning. Vi kan nemlig få de kronisk trængte landmænd ud af den håbløse situation og samtidig sikre, at der gives mere plads til naturen og få et renere miljø. Det vil give både landbrug og naturen sorte tal på bundlinjen, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Foreningen foreslår blandt andet at opkøbe landbrugsjorder og udlægge disse til natur. Det vil give plads til mere kvælstof på de øvrige landbrugsjorder, mens der skabes bedre plads og bedre sammenhæng til naturen.

Dermed er foreningen helt i tråd med de anbefalinger, Natur og Landbrugskommissionen kom med i 2013.

DN hjælper gerne

- Vi hjælper hjertensgerne med at finde løsninger, så vi kan få et på alle måder bæredygtigt landbrug, der også sikrer en rig natur, et rigt liv i vand og havmiljø, ren luft uden ammoniak og frugt og grønt uden rester af sprøjtegifte. Vi behøver ikke vente på EU, men kan starte selv. Konkret anbefaler DN, at der gives større omlægningsstøtte til landmænd, der vil lægge om til økologi, som er en driftsform, der buldrer frem. Desuden skal redskaber som jordfordeling og konkret opkøb og udtag af landbrugsjorder i brug. Nu mangler vi, at politikerne tør tage fat, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Ringe og lidt natur

Danmark er et af verdens hårdest dyrkede lande og har blandt andet derfor noget af Europas mindste og ringeste natur.

Regeringen har bebudet og gennemført en række forringelser i natur og miljøbeskyttelsen for at hjælpe landbruget. Blandt andet skal de kunne producere endnu flere svin, bruge sprøjtegifte i beskyttede naturområder og pløje randzoner op.

Beregninger fortaget af Jyllands-Posten Finans viser, at de danske svineproducenter de seneste 13 år i gennemsnit har tabt 54 kr. pr. produceret gris. Det svarer til et samlet tab på 14,5 mia. kr. Kun i et enkelt år - 2006 - har gennemsnitsproducenten haft overskud.
 

 

For mange svin i Europa og i Danmark

I maj ventede Landbrug & Fødevarer, at landmændene i gennemsnit ville tabe 65 kr. pr. produceret gris. Nu viser det sig, at underskuddet bliver endnu større, og 2015 ser dermed ud til at blive det dårligste år for svineproducenterne siden 2008.

Henrik Mortensen, formand i Landsforeningen af Danske Svineprocenter siger til JP Finans: »Et gennemsnitligt underskud på 81 kr. pr. gris er fuldstændig forfærdeligt. Tilmed kan vi se, hvordan produktionen omkring os bliver ved med at vokse, hvilket lægger endnu større pres på priserne. Det er en ond cirkel, og politikerne i EU bør aktivt forsøge at kortslutte den ved at indføre en ophugningsstøtte, så vi kan få lukket nogle stalde og reduceret produktionen i Europa.« Kilde: JP

Svineproduktionen i Danmark tilhører en af verdens største målt per indbygger. I 2013 modtog en konventionel svinebonde i Danmark »generelle tilskud« på i alt 372.000 kroner. Herefter havde bonden et gennemsnitligt driftsresultat på 344.000 kroner, eller minus 92.000 kroner efter aflønning til ejeren. Kilde: Information

Kontakt

Ella Maria Bisschop-LarsenElla Maria Bisschop-Larsen
Præsident i DN

20 40 23 10
emb@dn.dk

Kontakt

Tine GjerløvTine Gjerløv
Presserådgiver

22 85 22 08
tgj@dn.dk