Kongeskov

Navnet har skoven fået, fordi det siges at være her, elverkongen ligger begravet. Her er fine partier med asketræer og andre med høje bøge. Længere inde i skoven er et stort område med lige højstammede egetræer med en velvoksen underskov af hasselbuske. Det er fristende at gætte på, at det er en gammel stævningskov, hvor der har været høstet hasselkæppe til hegn og andet brug, men der er ingen beskrivelse heraf. I skovens nordlige del er der en gammel bevoksning af store fritstående egetræer. Kongeskov er varieret og absolut en vandretur værd. Desværre indbyder den ikke til en rundtur, da det hovedsageligt kun er en bred skovvej, som kan følges gennem skoven.